Befolkningstætheden i det beboede område er sådan, at tilstedeværelsen af mennesker er tydelig overalt, selv i det åbne landskab. Tidligt om morgenen og sen eftermiddag kan fellahin ses i stort antal på vejene, går til eller kommer fra markerne med deres husdyr. I løbet af hele dagen kan mændene med deres lange tunikaer eller djellabas (gallābiyyahs), gemt rundt om taljen, ses arbejde i landet med ældgamle redskaber som fās (hakke) og minjal (segl); lejlighedsvis ses en moderne traktor. I deltaet hjælper ældre kvinder i lange sorte klæder, yngre i mere farverige bomuldstøj og børn over 6 år med de mindre anstrengende opgaver. I nogle dele af dalen arbejder kvinder over 16 år dog ikke i marken, og deres aktiviteter er begrænset til husstanden. De vises sjældent offentligt, undtagen med et sort muslin-hovedbeklædning, der dækker deres hoveder og ansigter. Små børn kan ses overalt – en allestedsnærværende påmindelse om landets høje fødselsrate.

Livsstil i de større byer adskiller sig meget fra landskabet og er på mange måder mere beslægtet med mønstre, der findes i bykulturen verden over. Selvom beskedenhed opretholdes i urbane påklædningsformer – især i betragtning af tendensen fra begyndelsen af 1980’erne til, at kvinder vender tilbage til at bære hijab – adskiller bytøjsstilarter sig kun marginalt fra dem, der findes i mange europæiske byer. Ligeledes har udenlandske manerer og værdier, for det meste vestlige, stærkt påvirket byens smag inden for kunst, litteratur, køkken og andre områder.

I hele Egypten er familien fortsat det vigtigste led i den sociale kæde. I landdistrikterne, især blandt Saʿīdī i Øvre Egypten og ørkenens beduiner, er stammeidentiteten stadig stærk, og stor bestand lagres i blodforhold. Der, hvor kontrollen med staten er svagest, er vendetta stadig en gennemgribende trussel mod civil orden. Tribal tilhørsforhold er alt andet end uddød i byområder, men selv der er den daglige navigering af statsbureaukrati og forretningsforhold almindeligvis lettet af omfattende protektionssystemer, der forbinder den lokale familie med vidtgående grupper af slægtninge og venner.

Fremmed indflydelse på det egyptiske køkken som helhed er for det meste kommet fra andre områder i Middelhavet, herunder Grækenland, Tyrkiet og Levanten. Urban smag har dog været stærkest og forskelligt påvirket fra udlandet. Landlige smag er repræsenteret af sådanne retter som fūl mudammis (ful medmes), der består af langsomt kogte fava (brede) bønner og krydderier, der normalt serveres med tilbehør og brød og betragtes bredt som den nationale mad. Også meget elsket er mulūkhiyyah, en tyk, gelatinøs suppe baseret på bladet af jødens mallow (Corchorus olitorius), der serveres med kød eller fjerkræ. Kuftah, en type krydret kødboller, er også almindelig billetpris. To typer brød dominerer: et fuldkorns fladbrød kendt som ʿaysh baladī (“indfødt brød”) og en række fra raffineret mel kendt som ʿaysh shāmī (“syrisk brød”). Falafel, en stegt kage af bælgfrugter, er et dagligt syn i hele regionen og stammer sandsynligvis fra Egypten. På grund af landets dominerende flodkultur er fisk udbredt, men de udgør ikke en enorm del af kosten. Som i andre lande i Mellemøsten er fårekød det mest forbrugte kød. Kylling er allestedsnærværende, og due er ekstremt populær som en delikatesse (med duer cotes et almindeligt syn i mange landsbyer). Nogle desserter er blevet tilpasset fra tyrkiske retter, som kan ses i den almindelige brug af papirtynde ark med phyllo-wienerbrød i dem. Honning er det mest almindelige sødemiddel, og indfødte frugter – især figner og dadler – bruges i de fleste buddinger og andre desserter. Selvom forbruget af alkoholholdige drikkevarer er forbudt under islam, findes lokalt bryggede og gærede drikkevarer, og nogle importeres. Kaffe og te er populære forfriskninger.

Egypterne fejrer en række verdslige og religiøse helligdage. Førstnævnte inkluderer Labor Day, Revolution Day (1952) og Armed Forces Day. Religiøse helligdage inkluderer de to ʿīds (Eid al-Adha og Eid al-Fitr), Profetens fødselsdag (mawlid) og koptisk jul (7. januar).