Spørgsmål: “Hvad er en ikke-kirkelig kirke? Hvad tror ikke-kirkelige kirker?”
Svar: Dette spørgsmål har virkelig flere svar, og de kan være enkle eller komplekse. Det enkleste svar er, at en ikke-kirkelig kirke er enhver kirke, der ikke er en del af en større kirkesamfund. En kirkesamfund er en kirkeorganisation, der udøver en slags autoritet over de lokale kirker, der udgør den. Eksempler på kirkesamfund er sydlige baptister, biskopelige, Wesleyan, metodister osv. Ikke-kirkesamfund kirker har mange forskellige navne og holder fast i en lang række overbevisninger.
Hvorfor vælger nogle kirker at være ikke-kirkelige? Skønt svarene vil variere noget, er en stor overvejelse friheden til at lede tjenesten og undervisningen i den lokale kirke uden indblanding eller kontrol udefra. Når vi ser på Bibelen, peger beviser på, at hver kirke er selvstyrende og svarer direkte til Gud selv. I Apostlenes Gerninger, hvor vi læser om de første missionsrejser og oprettelsen af mange kirker, er der ingen indikation af et hierarki af autoritet ud over de lokale ældste i kirken. Nogle mennesker peger på Jerusalem-rådet i Apostelgerninger 15 som et mønster for denominational struktur, men det er ikke noget af den slags. Hedningerne havde fået evangeliet under Paulus ‘og Barnabas’ tjeneste ved Helligåndens direkte autoritet (ApG 13: 2; 15: 7). De kirker, der blev oprettet under den første rejse, blev efterladt af ældste (ApG 14:23) fra deres egne rækker, efter at have været undervist af Paulus og Barnabas. Da rådet blev indkaldt til Jerusalem, var det ikke på grund af noget spørgsmål om organisationsstruktur eller kontrol, men at diskutere doktrinære spørgsmål om, hvad der udgør frelse (ApG 15: 5-6). Apostlene, der var blevet direkte bestilt af Jesus, var de eneste mennesker, der autoritativt kunne behandle spørgsmålet.
Når en kirke ikke er kirkesamfund, betyder det så, at den ikke har brug for andre kirker? Nogle tror måske på nogle, men det er bestemt ikke det eksempel, vi finder i Skriften. Apostlenes Gerninger og Det Nye Testamentes breve gør det klart, at kirkerne kommunikerer regelmæssigt med hinanden. Da Paulus og hans ledsagere foretog deres missionsrejser, var det ikke ualmindeligt, at de troende sendte breve til de andre kirker (ApG 18:27) eller hilste på hinanden gennem hans breve (Rom 16:16). Når der også var et stort behov, arbejdede kirkerne indbyrdes afhængigt for at imødekomme dette behov – for eksempel indsamlingen af hungersnød i Jerusalem (ApG 11:29; 2 Korinther 8: 4). De forskellige kirker i Det Nye Testamente, skønt selvstændige, selvstyrende organer, var bestemt forbundet i fællesskab og samarbejdstjeneste, hvilket gav os et eksempel at følge i dag.
Målestokken for enhver kirke, hvad enten det er inden for eller uden for en kirkesamfund, er ikke hvordan det er organiseret eller hvilket navn det kaldes, men snarere hvor trofast det overholder læren i Guds ord. Ingen kirke er ufejlbarlig, fordi kirker er lavet af mennesker, der er i stand til at tage fejl. Selv apostlene med alle de gaver, som Gud gav dem, var ikke uden fejl. Paulus fortæller i Galaterne 2:11, at “da Peter kom til Antiokia, modsatte jeg ham mod hans ansigt, fordi han tydeligt havde taget fejl.” Peter, den første til at give evangeliet til en ikke-jøde, gav efter for jødedommernes pres for at adskille sig fra ikke-jødiske troende. Paulus ‘evne til at konfrontere Peter var ikke baseret på hans position som apostel, men på den åbenbarede sandhed i Guds ord. Paulus komplimenterede de troende i Berea (Apostelgerninger 17:11) for at kontrollere sin egen lære i forhold til Bibelen for at finde ud af, om han fortalte dem den rette lære.
Alle troende har brug for at være som bærerne og kontrollere, hvad vi lærer imod Guds ord for at finde ud af, om disse ting er sådan. Hvis vores kirke ikke er i overensstemmelse med Guds ord, skal vi kærligt, tålmodigt give instruktion eller korrektion. Hvis det ikke vil blive rettet, bør vi søge en kirke, der er trofast adlyde Guds ord.