Prøv ikke at vise, at det er din første mission på en B-24. Da flyet banker ind i en bomberkørsel, hamrer .50-kaliber taljepistoler luften med udbrud af defensiv ild. Bombebugsdørene knurrer åbne, og skroget er fyldt med varm vind og udstødningsgasser. På en af bomberne har nogen skrabet en hilsen til “Adolph.” Et kæmpe krydsmærke er blevet slået ned i en høfelt nedenunder og dækket med hundreder af pund blødt producerende hvidt mel.

Velkommen til Anden Verdenskrig Bomber Crew Fantasy Camp. Sæt dig ikke fast i kugletårnet. Eller kald sergeanterne “sir.”

Lejren er sponsoreret af Collings Foundation, en gruppe kendt for at bevare og flyve årgang fly, og sessionen i 2010 tegnede 12 “kadetter”, der var villige til at betale næsten $ 4.000 hver for at opleve to dage som B-24-flyvere. På sine Wings of Freedom-ture tilbyder Collings et glimt af luftkamp med fly-langs i sin berømte warbird-samling. Fantasy Camp forvandler dog tådypning til total fordybelse.

“Det er en vision, jeg havde haft siden grundskolen,” siger Taigh Ramey, præsident for det nonprofit Stockton Field Aviation Museum i Californien. Ramey, der ejer Vintage Aircraft, et firma med speciale i restaurering af krigsfugle og antikke fly, leverede radioer til Collings ‘flåde og udvidede derefter til pilotering af de klassiske fly. For fire år siden præsenterede han sin idé for stiftelsesdirektør Rob Collings: ”Jeg sagde:” Hej Rob, kunne vi, øh, smide bomber ud af dine fly og skyde kanonerne? ”Rob tænkte et øjeblik og sagde,” Jeg se ikke hvorfor ikke. ‘”

Der var en række grunde til ikke.” Du tager et historisk fly, restaureret til at se autentisk ud og gør det til et fly, der er i stand til at gøre alt det gjorde det i Anden Verdenskrig – ikke bare at se ud som det kunne, ”siger Collings. Den periode-trofaste måtte gøres 21. århundrede funktionel. Ramey og omkring 10 frivillige fra Stockton Field-museet måtte genaktivere inaktive bombeholdere og genskifte kanontårne. For at understøtte 50-kaliber maskingeværer, der rent faktisk affyrede (lejet fra leverandører til Hollywood-studier), forstærkede de pistolbeslag.

At finde et målområde, der var passende for cementbomberne, var også et problem. Heldigvis har Stockton Field museums vicepræsident Ken Terpstra venner med store, private ranches. En ven stillede sin ranch til rådighed til bombekørslerne; en anden til et skudområde.

Betalende deltagere begyndte at booke i 2009, og på trods af den døende økonomi havde sidste års lejr en campingvogn mere end sessionen i 2009.

DAG EN, 7 ER I lobbyen på en Holiday Inn bjeffer et par uniformerede amerikanske hærs luftstyrker, der ikke kommer – 1940’erne – helt ned til briller og armbåndsure – en liste med navne. Gæster ved den kontinentale morgenbuffer gapser, mens den oliventræede kader går ombord på en bus, der kører til træningsskolen på Stockton Army Air Field (bedre kendt som Stockton Metropolitan Airport).

Brødrene Chris og Craig Connor fra Long Island , New York, er på bussen. Craig er en US Air National Guard-flyingeniør på Lockheed C-130s. Begge brødre er hardcore anden verdenskrig buffs og samlere. ”At opleve endda et minimalt tværsnit af, hvad bomberbesætninger udholdt under krigen, bliver utroligt,” fortæller Craig mig. ”Derfor er vi her.”

I skyggen af Stockton kontroltårn, Ramey og de frivillige har forvandlet Stockton Field-museets præfabrikerede hangar fra 1970’erne til en kaserne fra 2. verdenskrig. Køjer og fodlåse står på den ene væg. Bælter af .50 kaliber ammunition overløber stencilerede trækasser. En loungende re-enactor læser magasiner fra omkring 1940’erne. På væggene er der bestilt ordrer i den nervøse skrifttype af manuelle skrivemaskiner, og mock-mailen hjemmefra bærer tre centers sejrstempler.

Ude på parkeringspladsen er stemningen bestemt før den nye hær. ”Få dette gennem dine tykke kranier,” brøler en svedende sergent ved navn Murphy på campister, der står opmærksomme (slags). ”Ser du disse striber? Jeg arbejder faktisk for at leve. Jeg er ikke en ‘sir.’ “

En 60-årig eks-marine, Tim Murphy, er en af omkring 10 frivillige re-enactors, der befolker illusionen. De fleste er medlemmer af Arizona Ground Crew Living History Unit, der er baseret i Phoenix. Venlig og lavmælt bag kulisserne beskriver Murphy deres mission simpelthen: “Folk kommer her og ønsker at blive nedsænket i Anden Verdenskrig. Nå, vi drukner dig.” Han spiller rollen som en B-film karakter skuespiller, buldrende og blustering, udluftende harangue og snedig humor. Hele en del af make-believe, helt sikkert. Men når sergent Murphy kommer i dit ansigt, tørrer du af det glis og form op.

Jamie Stowell er den eneste kvindelige autocamper.En elnet-controller fra Sacramento, hun har allerede tegnet kaldenavnet “Miss Roosevelt” fra Murphy. (“Du skal være beslægtet med præsidenten, for jeg ved ikke, hvordan du ellers kom ind i Army Air Corps.”) Faktisk trænet Stowells far i B-24’er, inden han anmodede om overførsel til den nordamerikanske B-25. Under kamp i Europa var han B-25 luftfartøjschef. Stowell er her som en hyldest til sin tjeneste. “Jeg tror, det bliver rigtig sejt at komme ind i tårnene og se, hvad min far gik igennem,” siger hun.

I rollen som rangofficer, kaptajn Bill Gaston, en anden Arizona re-enactor, bærer en fladbredt kampagnehat og khakier med barberkniv. Han forbliver omhyggeligt i karakter til enhver tid og beordrer os i klipte, smilende sætninger. Efter en falmet hærfilmstrimmel om forebyggelse af kønssygdomme – “Obligatorisk!” han klikker – et halvdags cram-kursus begynder.

Navigation, bevæbning og bombeudlevering sammen med den virkelige hardware spores hurtigt gennem show and tell. Instruktionsoplysninger er imponerende: Jim Goolsby, en af piloterne på Collings B-24, underviser i navigation og radioer. En pensioneret United Airlines 747-kaptajn, Goolsby, begyndte som en kommerciel luftfartsnavigator på Boeing 707’ere.

Parkeret hundrede meter fra fantasy camp er en konsolideret B-24J Liberator ved navn Witchcraft til ære for en europæisk teaterbomber der fløj 130 missioner med det ottende luftvåben. Bygget i 1944 fløj vores bombefly med Royal Air Force i henhold til Lend-Lease Act. Senere i Stillehavet trak den anti-sub-patrulje på missioner, der varede mere end 20 timer. Så og nu fik Boeings B-17 glamouren. Men den fire-motorede B-24 var Big War-arbejdshesten, der havde større tonnage end nogen anden bombefly i den amerikanske flåde.

MO LEVICH er en jazztrompetist og instruktør for et Bay Area big band, der har optrådt i årevis under vingerne fra Collings Foundation bombefly ved airshows. Det er ikke tilfældigt: Levichs hjemmebibliotek er udelukkende viet til 2. verdenskrigs historie. “Jeg har studeret disse ting, siden jeg var fem eller seks år gammel,” fortæller han mig i en pause fra klasseundervisningen. Men hans træk ved B-24-lejren skyldes dybere tyngdekrafter. “Jeg blev trukket her på grund af min baggrund ,” han siger. Et par medlemmer af Levichs familie, polske jøder, kom ud af Europa, efter at Tyskland var besejret. ”Alt, hvad jeg kan gøre nu, er at komme her og ære de fyre, der fløj disse fly,” siger han. ”For hvis de ikke havde sejret dengang, ville jeg ikke være her i dag.”

Levich og de andre kadetter samles i det hangar-vendte klasseværelse. “Sluk kameraerne,” siger Taigh Ramey, “og luk dørene.” Nordens bombesyn afsløres. Selvom dens mytologi overskygger dens nøjagtighed i den virkelige verden, var Norden en af krigens mest beskyttede hemmeligheder. Det er en mekanisk hjerne med hundredvis af bevægelige dele, der er i stand til at styre kursen mod målet og beregne bombeudgivelsespunktet. En bombesighthistoriker og samler, Ramey fylder tavlen med diagrammer, der viser drivvinkel, spor og vindhastighed. Hvis vi bliver tvunget ned, passerer han dokumentation, der engang er klassificeret, der viser nøjagtigt, hvor han skal skyde en Norden med en .45-pistol for at gøre den ubrugelig for fjenden.

13:00 Frokost under en baldakin på en solbleget ranch. Baloney-sandwichbuffeten er fra en opskriftsbog fra 2. verdenskrigs hær, og maden serveres i rodforme.

Efter frokost tager vi vej til et midlertidigt kanonområde for at perforere papirfly med alt fra maskine kanoner til håndvåben. En 1942 Chevy tårnetrænerbil hviler i en skygge. Ved hjælp af et haglgevær monteret inde i det elektriske tårn lærer campister luftmålretning. Lerduer simulerer angribende krigere.

Rob Collings ankom til Stockton med pilot på P-51 Mustang Betty Jane. Da en salve med flere kaliber bryder ud, beskriver han, hvordan Collings Foundation’s filosofi formede lejren. ”Hele vores mission er at leve historie,” siger han. “Flyture har været en del af det. Nu ønsker vi at få mere ud af den oplevelse. Vi kan bestemt ikke vise campister alle vanskeligheder ved krigen, men vi kan vise dem træningen, og hvad folk skulle gennemgå dagligt. “

Logistikken er skræmmende. “Især når du vil skyde maskingeværer,” siger Collings. “Der er mange steder, hvor du bare ikke kan gøre det.”

“Jeg er ikke en pistolmøtrik,” forsikrer Jamie Stowell. mig efter hendes tur til det tordnende .50 kaliber. “Men herregud! Det er bare forbløffende kraft. ” Intet som den rotte-raslende filmmaskingevær, den ildspydende Browning ryster luften og endda jorden under dine fødder.

Over ved træningstårnet opretholder lerduer luftoverlegenhed. Få færdigheder fra det 21. århundrede kan overføres til at sidde i et roterende tårn, mens de samtidig justerer pistolhøjden og manuelt sporer en uvenlig i tre dimensioner. Craig Connor respekterer det lavteknologiske etos i 1944. Efter at have klatret ned fra tårnet siger han: “I Anden Verdenskrig var det menneskelige aspekt af en bombeflybesætning, interaktionen mellem disse fyre alt. Nu siger sorte kasser dig, hvor at gå, og hvad man skal gøre. Teknologi tager folk bare længere og længere ud af billedet.”

Rekyl blå mærker, intens sollys og den mange. 50-kaliberpatronstop til sidst sap campisters trigger-lykke. Tilbage i Stockton slutter 12-timersdagen med re-enactors, der læser falske breve højt hjemmefra. “Du vender muligvis tilbage til din billet,” befaler kaptajn Gaston, “og falder bevidstløs.”

DAG TO, 7 AM. Over hekseri flagrer et amerikansk flag i klart morgenlys. Da Jim Goolsby gennemfører en gennemgang af B-24, udstråler han mere hård kærlighed end romantik. Mo Levich spørger om den store bombeflys glideforhold; “Lidt bedre end en mursten,” svarer han blunt.

Op smalle trin er flydækket et museum for krigsproduktionsergonomi: banker af skiver og skifter flankeret af håndtag og håndtag. Kontrol af bombeflyet store flyveflader er ikke hjulpet af hydraulik. “De er lidt tungere end hvad du er vant til i en Cessna,” fortæller Goolsby Levich, mens vi tester handlingen. Ror har pedalrejser fra en elliptisk træner i gymnastiksalen. Når du trækker kontrolhjulet tilbage til sit yderste, føler du hver fod med smurt kabel vikles gennem remskiver og strækker sig tilbage til de store elevatorer.

Hvordan forholder nutidens piloter sig til Witchcraft’s fly-by-might-kontroller og primitive cockpit miljø? ”Vi har jetjockeys herinde hele tiden,” siger Goolsby, “og de gør et forfærdeligt stykke arbejde. Vi har også haft folk, der flyver for at flyselskaberne træner for at flyve det, og de vil fortælle dig, at dette ikke er noget som en passagerfly. ”

Re-enactor Sergeant Ken Terpstra, fra Stockton Field museum, har tatoveret næsekunst fra 2. verdenskrig på hans højre arm, så jeg er ikke overrasket, når han siger, “Jeg skulle have været født for længe siden.” En stedfortrædende sheriff i San Joaquin County, han står på toppen af kugletårnetræner og lægger op frivillige for at klemme sig ind i metalkuglen med plexiglasskølen. Ikke alle vil – eller kan. signalere ham i tilfælde af pludselig klaustrofobi og / eller svimmelhed. “Jeg får dig hurtigt derfra,” lover han.

Sløvhed midt om morgenen afværges ved at lægge 220 pund cementbomber ind i hekseri Bugt. Olie skal også renses fra motorcylindrene. “Jeg tæller freakin for dig,” råber sersjant Murphy, mens vi manuelt skubber de enorme rekvisitter gennem et foreskrevet antal revolutioner.

13.00 Kaptajn Gaston leverer briefingen. Der vil være to 80 -minutflyvninger, der hver har en seks-campisterbesætning. Vores mål er i en høfelt på en privat ranch øst for Stockton.

Gå ombord på B-24 gennem bomberummet (medmindre du er en af Ken Terpstra opfordrer os til “at få hele oplevelsen.” Han giver os frie tøjler, og advarer os kun om, at efter at bombe-dørene åbnes i højden, skal vi ikke slentre langs den 12-tommer brede bombebugt catwalk. (Strik det fra listen over bøtter.)

Fire fly med en samlet alder på mere end 250 år udgør en tidskrævende opstilling på Stockton-taxaen. Vintage Aircraft’s Twin Beech er et kamerafly (en mulighed for at skyde en B-24, der smider bomber og skyder maskingeværer, tiltrækker et stort fotogalent), og en Stinson L-5 vil spejle målet. Vi kan forvente modstand, men ikke – som vi havde håbet – Collings ‘Messerschmitt Me 262 (den er jordforbundet). I stedet vil Rob Collings styre P-51.

Witchcraft’s startrulle virker uendelig. Men klatringen med alle de 56 cylindre, der hamrer – den store vingebank i solen – er strålende. Længe før højden kører, klikker sikkerhedsselen på. En autocamper går allerede mod den bageste pistolposition. Jeg kravler gennem en kanallignende tunnel under cockpittet ind i næsen.

Hvilken flyvemuffer har ikke forestillet sig, hvordan det må have været i krigen, liggende foran i en glasboble og pløjede igennem blå himmel med styrken fra en bombefly, der brøler på ryggen? Denne flyvning er ligesom den var uden den dødbringende flak. Nedenfor, i bombardierens rum, lader Taigh Ramey mig kigge ind i Nordens bombesyn. Trådkorset glider over en turkis swimmingpool og derefter et mini-mall. Jeg forestiller mig, at folk kigger op.

Over ranchen rapporterer fra en .50 kaliber percuss skroget. Mo Levich skifter enkeltskud med staccato-bursts – okay, de er blanke – ud af taljepistolporten og læner sig ned i rekylen, da han sporer et mål klokken 10 lav. På grund af mekaniske problemer er P-51 vendt tilbage til basen, så vi målretter mod kameraflyet i stedet. Ingen aggro Mustang, den føjelige bøg er lettere at spore end en lerdue.

Chris Connor bemander kugletårnet, trækker 360 graders rotation og hælder pistolerne lodret. Fantasiser dette: Du er proppet inde i et julepynt, der er suspenderet fra bomberens mave, mens du bøjer Bf 109s skyder 20 mm kanon mod dig.

Vi har gentagne gange banket og faldt højden i trin. Nu nivellerer vi i en pil-lige sti med kun små afvigelser.Oppe i bombardierens rum føder Ramey korrektioner til cockpittet, da Norden figurerer stien og beregner frigørelsespunktet. Bomb bay bell klang og døre trækker sig tilbage. Næsten en fjerdedel ton cement leder mod målet.

Efter yderligere to bombekørsler (der er ikke noteret nogen plum af mel) kører vi mod basen. Når vi lander, afgår mission to, der trækker seks campister til. En anden P-51 er krypteret for at fungere som en målstandard.

Når alle er tilbage på jorden, er der en gradueringsceremoni uden for Stockton Field-museets hangar. Bånd tildeles ved opmærksomhed, og klasseguiden trækkes tilbage. Sergent Murphy, i fuld kjoleuniform, bjeffer sin endelige ordre: “Afskediget for chow og beruselse.”

Senere nyder campisterne koldt øl og grillede bøffer. smilende. Jamie Stowell kender nu noget til sin fars oplevelse “og det forbløffende niveau af mod, det krævede for at gøre det.”

Craig Connor forlader en forbindelse til sin egen tjeneste i C-130’erne: “Kunne vi følge i disse mænds fodspor? Jeg tror ikke det. Men besætningsmedlemskab og missionen – alt dette eksisterer stadig i dag. Jeg er tilbage på vagt tirsdag. ”

Mo Levichs mangeårige forskning har en førstehåndsdimension nu. “For mig er der ikke mere at forestille sig, hvad disse mænd gjorde for os, og hvad vi skylder dem. Vi skylder dem …. ”Hans stemme slår af, og han ryster på hovedet. “Jeg kan ikke udfylde resten.”

Når klassen i 2010 tjekker ud af Fantasy Camp, vækker virkeligheden sig i den lydløse silhuet af en B-24 i dagens falmende tusmørke og ånden fra dem, der fløj det for 65 år siden.

Stephen Joiner er en hyppig Air & Space / Smithsonian bidragyder.