Definition og metode

I vid udstrækning brugt af forskere, virksomheder, regeringer, agenturer, civilsamfundsorganisationer og enkeltpersoner, der arbejder for at overvåge økologisk ressourceudnyttelse og fremme bæredygtighed, repræsenterer det økologiske fodaftryk (EF) mængden af jord og vandområde, der er nødvendigt for at producere de ressourcer, som en person, befolkning eller aktivitet bruger, og for at absorbere og gøre det tilsvarende affald uskadeligt i betragtning af den gældende teknologi og ressourceforvaltningspraksis. Dette område kan derefter sammenlignes med den mængde produktivt areal, der er tilgængeligt for at generere disse ressourcer og til at absorbere affaldet (især kuldioxid).

EF’s beregningsmetode indebærer en opgørelse af den samlede efterspørgsel efter økologiske ressourcer udtrykt som det globale gennemsnitsareal, der er nødvendigt for at understøtte menneskelig aktivitet. En vigtig komponent heri, især for rige lande, er inkludering af den mængde jord med ny vegetation, der hypotetisk ville optage kuldioxidemissioner i modsætning til jord, der faktisk blev brugt til mad eller træ. (I virkeligheden optages dog en stor del af menneskeligt produceret kuldioxidemissioner ikke gennem fotosyntese på land, men optages af havene, hvor ca. halvdelen akkumuleres i atmosfæren, hvilket forårsager den øgede drivhuseffekt.) I EF-beregninger er jord skaleret i henhold til dets biologiske produktivitet. Denne skalering gør det muligt at sammenligne økosystemer med forskellig bio-produktivitet og i forskellige områder af verden i samme enhed, en global hektar (gha). Seks hovedtyper til arealanvendelse overvejes i EF-konti: afgrøder, græsningsarealer, fiskeriområde, skove til træ og brændsel, skov til optagelse af kuldioxid og bebygget jord. For alle typer arealanvendelser er der en efterspørgsel på området såvel som et udbud af et sådant område. Normalt beregnes EF for en befolkning ud fra et forbrugsperspektiv, dvs. det måler det land, der kræves af det endelige forbrug af beboerne i landet. Dette inkluderer husholdningernes forbrug samt deres kollektive forbrug af genstande, såsom skoler, veje osv.

Anvendelse og brug

Metrikker som EF er et nyttigt værktøj til bæredygtighed debat, da de giver os mulighed for at give en attraktiv repræsentation (udtrykt i hektar), der er let at forstå, af den nuværende anvendelse af naturressourcer. For eksempel estimerer Wackernagel og hans medarbejdere (1996; 2002) ved hjælp af en EF-analyse, hvor mange planeter Jorden det tager at støtte menneskeheden, hvis alle lever en given livsstil. I henhold til det økologiske fodaftrykatlas fra 2009 fra Global Footprint Network (Ewing et al., 2009) var menneskehedens samlede EF i 2006 17,1 milliarder globale hektar (gha); med verdens befolkning på 6,6 milliarder mennesker, var den gennemsnitlige persons fodaftryk 2,6 globale hektar. Arealet med biologisk produktivt jord og vand på Jorden blev anslået til ca. 11,9 milliarder hektar eller 1,8 gha pr. Person. Denne overskridelse på ca. 40 procent betyder, at menneskeheden i 2006 ville have brugt svarende til 1,4 jordarter til at understøtte dets forbrug (og bortskaffe kuldioxid). Globale sammenligninger viser også tydeligt ulighederne i ressourceforbrug over hele verden. EF per capita er et middel til at sammenligne forbrug og livsstil. Mens en gennemsnitlig indbygger i Bangladesh eller Nepal bruger 0,5 gha om året (i 2006), tager en gennemsnitlig kineser 1,8 gha og en gennemsnitlig amerikaner 9,0 gha.

Bekymringer

EF kan informere politikken ved at undersøge, i hvilket omfang en nation, en region eller en by bruger mere (eller mindre), end der er tilgængelig inden for dens territorium, eller i hvilket omfang nationens livsstil ville kunne reproduceres over hele verden. Det kan også være et nyttigt værktøj til at uddanne folk om bæreevne og overforbrug med det formål at påvirke individuel adfærd. EF kan også bruges til at fremhæve (un) bæredygtighed i individuelle livsstiler, varer og tjenester, organisationer, industrisektorer, kvarterer, byer, regioner og nationer. Mens EF er en intuitivt tiltalende indikator (let at kommunikere og forstå), som en enkelt indikator, er den imidlertid ikke i stand til at illustrere kompleksiteten af disse påvirkninger og deres indbyrdes forhold, især med hensyn til byrdeforskydning mellem forskellige typer af påvirkninger. Desuden behandles to vigtige spørgsmål ikke korrekt i EF-beregninger. For det første, hvor meget jord skal der afsættes til vedligeholdelse af ‘vilde’ arter? For det andet, hvorfor udtrykke spørgsmålet om for store kuldioxidemissioner i form af hypotetisk jord, der kræves for at absorbere det?Derfor bør bæredygtighedsvurdering ikke stole på brugen af et enkelt værktøj eller en enkelt indikator, men bruge et sæt indikatorer, der dækker forskellige perspektiver og dimensioner af bæredygtighed. Se for eksempel WWF’s toårige Living Planet Report. EF kan være et effektivt og nyttigt værktøj i denne sammenhæng.

Wackernagel, M. og W. Rees (1996) Vores økologiske fodaftryk: Reduktion af menneskelig indvirkning på jorden. New Society Publishers.

For yderligere læsning:

Best, A., S. Giljum, C. Simmons, D. Blobel, K. Lewis, M. Hammer, S. Cavalieri, S. Lutter og C. Maguire (2008) Potentiale for det økologiske fodaftryk til overvågning af miljøpåvirkninger fra anvendelse af naturressourcer: Analyse af potentialet i det økologiske fodaftryk og relaterede vurderingsværktøjer til brug i EU’s temastrategi for bæredygtig anvendelse af naturressourcer. Rapport til Europa-Kommissionen, GD Miljø.

Denne ordlistepost er baseret på et bidrag fra Paula Antunes

EJOLT ordliste redaktører: Hali Healy, Sylvia Lorek og Beatriz Rodríguez-Labajos