Malis imperium var et af de største imperier i vestafrikansk historie, og på sit højeste spændte det fra Atlanterhavskysten til centrale dele af Sahara-ørkenen. Empire blev grundlagt i 1235 CE af den legendariske kong Sundiata og varede indtil begyndelsen af 1600-tallet CE. Imperiets mest berømte hersker blev opkaldt Mansa Musa, og tidens kronikører skrev, at da han rejste til Mekka på en pilgrimsrejse, distribuerede han så meget guld, at han forårsagede stor inflation, der varede et årti.
Historie
Mali-imperiet opstod med konsolideringen af flere små Malinké-kongeriger i Ghana omkring områderne i den øvre Niger-flod. Det meste af det, der er kendt om Malis imperiums tidlige historie, blev indsamlet af arabiske lærde i 1300- og 1400-tallet. En konge ved navn Sumanguru Kanté styrede Susu-kongeriget, som havde erobret Malinké-folket i det tidlige 13. århundrede. Kongen kendt som Sundiata (også stavet Sunjata) organiserede Malinké-modstanden mod Susu-kongeriget, og Sundiata menes af mange historikere, såsom Conrad David og Innes Gordon, at have grundlagt Mali, da han besejrede Sumanguru Kanté i 1235.
Udviklingen af imperiet begyndte i hovedstaden Niani, som også tilfældigt var fødestedet for imperiets grundlægger og kong Sundiata. Sundiata byggede et stort imperium, der strakte sig fra Atlanterhavskysten syd for Senegal-floden til Goa øst for den midterste Niger-bøjning.
Økonomi og samfund i Mali-imperiet
The Mali-imperiet bestod af fjerntliggende områder og små kongeriger. Alle disse kongeriger lovede tro mod Mali ved at tilbyde årlige hyldest i form af ris, hirse, lanser og pile. Mali blomstrede af skatter opkrævet fra sine borgere, og alle varer, der blev bragt ind og ud af imperiet, blev stærkt beskattet, mens alle guldklumper tilhørte kongen. Dog kunne guldstøv handles, og på visse tidspunkter blev guldstøv brugt som valuta sammen med salt og bomuldsklud. Cowrie-skaller fra det Indiske Ocean blev senere brugt som valuta i den indre handel i Vestsahara.
Mali, og især byen Timbuktu, var berømt et centrum for læring og spektakulær arkitektur som Sankara Madrassa – et stort læringscenter – og University of Sankore, som fortsatte med at producere en lang række astronomer, lærde og ingeniører længe efter afslutningen af Mali-imperiet. Fransk kolonial besættelse anses for at have bidraget til universitetets tilbagegang i dets uddannelseskvalitet.
Mens Mali var et monarki styret af Mansa eller Master, var meget af statsmagten i hænderne på domstolsembedsmænd. Dette betød, at imperiet kunne overleve flere perioder med ustabilitet og en række dårlige herskere. Mali-imperiet var også et multietnisk og flersproget imperium, og islam var den dominerende religion.
Ledelse
Malis herskere vedtog titlen ‘Mansa’. Malis grundlægger, Sundiata, etablerede sig fast som en stærk leder i både religiøs og verdslig forstand og hævdede, at han havde en direkte forbindelse til jordens ånder og dermed gjorde ham til forfædrenes vogter. Hans imperium strakte sig fra kanten af skoven i sydvest gennem Malinkés græsarealer til havne i Walatta og Tandmekka i Sahel og Sydsahara, og arabiske forskere vurderer, at Sundiata regerede i omkring 25 år og døde i 1255. p>
På trods af Mali-imperiets store omfang blev det ofte plaget af utilstrækkelig ledelse. Alligevel anses Sundiatas søn Mansa Wali, som blev den næste konge, for at have været en af de mest magtfulde herskere i Mali. Mansa Wali ville igen blive efterfulgt af sin bror Wati, som blev efterfulgt af sin bror kaldet Kahlifa. Kahlifa blev betragtet som en særlig dårlig hersker, og nogle kronikører beskriver, hvordan han ville bruge buer og pile til at dræbe folk til underholdning. På grund af hans uregelmæssighed blev Kahlifa afsat og erstattet af et barnebarn af Sundiata ved navn Abu Bakr. Abu Bakr var blevet adopteret af Sundiata som en søn, skønt han var et barnebarn og søn af Sundiatas datter, hvilket i høj grad ville have styrket hans krav på tronen.
Ledelsesproblemerne i det maliske imperium ville fortsætte efter opstigningen af Abu Bakr. Abu Bakr blev afsat i et kup af en mand ved navn Sakura, der enten var slave eller militærkommandant. Sakuras lave statur antyder måske, at den kongelige familie havde mistet meget af sin popularitet blandt Sakura’s regeringstid ville imidlertid også være en urolig regering; efter at han havde konverteret til islam, foretog Sakura en pilgrimsrejse til Mekka, men blev dræbt af Danakil-folket under sin hjemrejse, mens han var i byen Tadjoura. Det er omstridt hvorfor Sakura var i Tadjoura, da det ikke var en naturlig rute at tage, da han vendte tilbage fra Mekka til Mali, og også af hvilke grunde han blev dræbt.Nogle antyder, at han blev dræbt, fordi Danakil ønskede at stjæle hans guld.
Sakuras stigning til magten viser os også, at den herskende familie og Mansa havde begrænset magt i imperiet i Mali, og at officerne af retten anvendte betydelig magt i sammenligning. Mali-imperiet var organiseret i provinser med en streng hierarkisk struktur, hvor hver provins havde en guvernør, og hver by havde en borgmester eller mochrif. Store hære blev indsat for at stoppe oprør i de mindre kongeriger og for at beskytte de mange handelsruter. Decentraliseringen af magten til lavere niveauer af regeringsbureaukrati gennem domstolsembedsmænd sammen med en streng hierarkisk struktur var en del af, hvorfor det maliske imperium var så stabilt på trods af en række dårlige herskere. På trods af skænderier inden for den herskende familie betød decentralisering af statsadministrativ magt gennem lavere strukturer, at imperiet kunne fungere ganske godt. I tider med gode herskere ville imperiet udvide sit territorium og gøre det til et af de største imperier i vestafrikansk historie.
Den berømte Mansa Musa
Det var i denne sammenhæng, at Imperiet af Malis mest berømte hersker, Mansa Musa, steg op til tronen. Det diskuteres af historikere, om Mansa Musa var barnebarn af en af Sundiatas brødre, hvilket gjorde ham til Sundiatas grand-nevø, eller om han var barnebarn af Abu Bakr. Hvad man ved er, at Mansa Musa konverterede til islam og gennemgik en pilgrimsrejse til Mekka i 1324 ledsaget af 60.000 individer og store mængder guld. Hans generøsitet var angiveligt så stor, at da han forlod Mekka, havde han brugt hvert stykke guld, han havde taget med sig, og måtte låne penge til returflyvningen.
Mansa Musa var kendt for at være en klog og effektiv hersker, og en af hans største bedrifter var hans bestilling af nogle af de største bygninger i Timbuktu. I 1327 blev den store moske i Timbuktu bygget, og Timbuktu blev senere et læringscenter. I slutningen af Mansa Musas regeringstid havde han bygget og finansieret Sankara Madrassa, som efterfølgende bliver et af de største læringscentre i den islamiske verden og det største bibliotek i Afrika på det tidspunkt. Det anslås, at Sankara Madrassa har huset mellem 250 000 og 700 000 manuskripter, hvilket gør det til det største bibliotek i Afrika siden det store bibliotek i Alexandria. Nogle kilder hævder, at Mansa Musa under sin regeringstid erobrede 24 byer med det omkringliggende land og udvidede dermed imperiet meget. Mansa Musa anslås at være død i 1337 og ville give titlen Mansa til sin søn, Mansa Maghan.
Den store moske i Timbuktu
Mali-imperiets tilbagegang
Perioden 1360 – 1390 var en tid med problemer for Mali-imperiet. Imperiet led under flere dårlige herskere med korte regeringer. Tronen skiftede hænder mellem flere medlemmer af den herskende familie og blev på et tidspunkt beslaglagt af en mand ved navn Mahmud, som ikke var fra Mali eller en del af den herskende familie. Til sidst lykkedes det Mansa Mari Djata II at genvinde tronen for det regerende dynasti, men hans despotiske styre ødelagde staten. Som i tidligere år var det en embedsmand i retten, der bragte imperiet tilbage på sporet efter en række dårlige herskere. Mari Djarta, en ‘wazir’ (minister), overtog magten og regerede, i det væsentlige som regent, gennem kong Mansa Musa II. Under Mari Djartas regeringstid (også kendt som Mari Djarta III) ville Mali-imperiet genoprette noget af den magt, som det havde mistet i løbet af de foregående 30 års misforståelse og borgerkrig.
Mansa Musa II døde i 1387 og blev efterfulgt af sin bror Mansa Magha II, som også ville være marionetten for magtfulde domstolsembedsmænd. Efter et år blev Mansa Musa II dræbt og dermed sluttede linjen af konger, der nedstammer fra Mansa Musa I. Dette udløste Mali-imperiets tilbagegang, og i 1433 blev byen erobret af Tuareg-nomader. I de næste 100 år ville imperiet langsomt vige for Songhay-erobrerne fra øst, og i 1500’erne var det blevet reduceret til kun dets Malinké-kerneområder. I løbet af det 17. århundrede havde Mali brudt sig ind i en række mindre uafhængige høvdinge, og Mali-imperiet var således ikke længere den supermagt, det havde været i sin højeste.
Slutnoter
Innes, Gordon. 1974. Sunjata: Tre Mandinke-versioner. School of Oriental and African Studies University of London. Male Street, London. Side 1. ↵
Ibid. ↵
Ibid. Side 17. ↵
Gordon. 1974. Sunjata: Tre Mandinke-versioner. School of Oriental and African Studies University of London. Male Street, London. Side 1. ↵
Innes, Gordon. 1974. Sunjata: Tre Mandinke-versioner. School of Oriental and African Studies University of London. Male Street, London. Side 1. ↵
Ibid. ↵
Shuriye, Abdi O. og Ibrahim, Dauda Sh. 2013.”Timbuktu Civilization and its Significance in Islamic History” i Mediterranean Journal of Social Sciences MCSER Publishing, Rom-Italien Vol. 4, 11. oktober 2013. Side 697. ↵
Ibid. Side 698. ↵
Ibid. ↵
Ibid. ↵
Ibid. Side 44. ↵
Ibid. ↵
Ibid .. ↵
Levtzion, N. 1963. “Kongerne i det trettende og fjortende århundrede i Mali” i Journal ↵
Ibid. ↵
Ibid. ↵
Ibid. Side 344. ↵
Ibid. ↵
Ibid. Side 345 .. ↵
Ibid. ↵
Beckingham, C.F. 1953. “Bulletin of School of Oriental and African Studies” i afrikanske studier. Bulletin for School of Oriental and African Studies / bind 15 / udgave 02 / juni 1953, s 391-392. ↵
Ibid . ↵
Ibid. ↵
McDowell, Linda og Mackay, Marilyn. 2005. Lærervejledning til fortidens verdenshistoriske samfund. Portage og Main Press. Winnipeg, Canada. Side 246. ↵
Ibid. ↵
Ibid. Side 17. ↵
Ibid. ↵
Ibid. ↵
Ibid. ↵
Shuriye, Abdi O. og Ibrahim, Dauda Sh. 2013. “Timbuktu Civilization and its Significance in Islamic History” i Mediterranean Journal of Social Sciences MCSER Publishing, Rom-Italien Vol. 4 nr. 11. oktober 2013. Side 697. ↵
Ibid. ↵
Ibid. ↵
Ibid. Side 351. ↵
Ibid. ↵
Ibid. ↵
Ibid. ↵
Ibid. Side 56. ↵
Ibid. ↵
Hunwick, John O. 2000. “Timbuktu” i Encyclopaedia of Islam. bind X (2. udgave) , Leiden: Brill, s. 508–510. Side 508. ↵
Ibid. ↵
