Carbon footprint beregning
Carbon footprints er forskellige fra et lands rapporterede emissioner pr. Indbygger (for eksempel dem, der er rapporteret under FN’s rammekonvention om klimaændringer). I stedet for de drivhusgasemissioner, der er forbundet med produktionen, fokuserer CO2-fodspor på drivhusgasemissionerne, der er forbundet med forbruget. De inkluderer emissioner forbundet med varer, der importeres til et land, men produceres andetsteds og tager generelt højde for emissioner forbundet med international transport og skibsfart, hvilket ikke er medregnet i standard nationale varebeholdninger. Som et resultat kan et lands CO2-fodaftryk øges, selvom CO2-udledningen inden for dets grænser falder.
Carbon footprint pr. Indbygger er højest i USA. Ifølge kuldioxidinformationsanalysecentret og FN’s udviklingsprogram havde den gennemsnitlige beboer i USA i 2004 et CO2-fodaftryk pr. Indbygger på 20,6 tons CO2-ækvivalent, ca. fem til syv gange det globale gennemsnit. Gennemsnit varierer meget over hele verden, med højere fodspor generelt hos beboere i udviklede lande. For eksempel havde Frankrig samme år et kulstofaftryk pr. Indbygger på 6,0 tons (6,6 korte tons), mens Brasilien og Tanzania havde kulstofaftryk på 1,8 tons (ca. 2 korte tons) og 0,1 ton (0,1 kort ton) CO2-ækvivalent henholdsvis.
I udviklede lande udgør transport og husholdningers energiforbrug den største komponent i den enkeltes CO2-fodaftryk. F.eks. Stammer ca. 40 procent af de samlede emissioner i USA i det første årti af det 21. århundrede fra disse kilder. Sådanne emissioner indgår som en del af individets “primære” kulstofaftryk, der repræsenterer de emissioner, som et individ har direkte kontrol over. Resten af en persons CO2-fodaftryk kaldes det “sekundære” kulstofaftryk, der repræsenterer kulstofemissioner forbundet med forbruget af varer og tjenester. Det sekundære fodaftryk inkluderer kulstofemissioner fra fødevareproduktion. Det kan bruges til at redegøre for kostvaner, der indeholder højere andele kød, hvilket kræver en større mængde energi og næringsstoffer at producere end grøntsager og korn, og fødevarer, der er transporteret lange afstande. Fremstilling og transport af forbrugsvarer bidrager yderligere til det sekundære CO2-fodaftryk. For eksempel inkluderer kulstofaftryk af en flaske vand den CO2- eller CO2-ækvivalent, der udsendes under fremstillingen af selve flasken plus den mængde, der udsendes under transporten af flasken til forbrugeren.
En række forskellige der findes værktøjer til beregning af CO2-fodspor for enkeltpersoner, virksomheder og andre organisationer. Almindeligt anvendte metoder til beregning af organisatoriske kulstofaftryk inkluderer Greenhouse Gas Protocol fra World Resources Institute og World Business Council for Bæredygtig Udvikling og ISO 14064, en standard udviklet af Den Internationale Standardiseringsorganisation, der specifikt beskæftiger sig med drivhusgasemissioner. Flere organisationer, såsom det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur, Nature Conservancy og British Petroleum, oprettede kulstofregnemaskiner på Internettet til enkeltpersoner. Sådanne lommeregnere giver folk mulighed for at sammenligne deres egne anslåede kulstofspor med det nationale og verdensgennemsnittet.
