“Hesten er død.”
Det er midt i en anspændt scene i smadret Butch Cassidy og Sundance Kid i 1969. Byfogden forsøger at samle en posse for at opspore Butch og Sundance, lederne af Hole-In-The-Wall Gang, der har frarøvet banker og tog med en sådan straffrihed at de er blevet en forlegenhed for lovmand på tværs af grænsen. Ukendt for alle ser disse berømtheder, der kendes, scenen udfolde sig fra en aborre på tværs af gaden, hvor de sprænger deres bytte på spiritus og ludere, men lensmannens rekrutteringsindsats dømt til at gå på grund uanset. Der er bare ikke meget appetit på at gå efter et undvigende og farligt par, der synes at være generøst med at sprede deres stjålne bytte rundt.
Der er dog tid til en fræk sælger at lave en tonehøjde: “Hesten er død,” siger han. Fremtiden er cykler.
Den rækkefølge, som alle husker fra Butch Cassidy og Sundance Kid, følger kort efter, da Paul Newman, som Butch, pedaler Katherine Rosss Etta Place rundt på styret på en ny cykel med jaunty Oscar-vindende sang Raindrops Keep Fallin ‘on My Head spiller i baggrunden. Det er måske ikke korrekt at kalde filmen en “revisionistisk western” – et udtryk forbeholdt mindre kommercielle visioner som Monte Hellmans The Shooting, Robert Altmans McCabe & Mrs Miller og Sam Peckinpahs The Wild Bunch, udgivet samme år – men selv før vores helte møder et kuglestjern i den sidste fryseramme, er slutningen på en æra nær. Det er ikke underligt, at Butch vinder op og skubber cyklen ind i skoven senere.
Butch Cassidy var en box-office-sensation, da den havde premiere for 50 år siden, mere end en fordobling af Midnight Cowboy og Easy Rider, der tjente $ 44,8 mio. og $ 41,7 mio. henholdsvis mod de kolossale $ 102,3 mio. For perspektiv har kun seks film siden fordoblet konkurrencen siden – tre af dem Star Wars-film (Star Wars, The Empire Strikes Back og Return of the Jedi); to af dem Steven Spielberg film (Jaws og ET), og den anden Titanic. Det er vigtigt at forstå filmen som en kommerciel juggernaut, først og f først og fremmest, fordi det er så tydeligt ivrig efter at omdanne en hest til en cykel, der omkonfigurerer de vestlige skjulte traditioner for en hipper, mere selvbevidst publikum.
I et William Goldman-script krydret med mindeværdige linjer, første udveksling sætter tonen. Butch kigger rundt i en bank ved lukketid og chatter med sikkerhedsvagten, da han måske tilpasser sit næste job.
“Hvad skete der med den gamle bank? Det var smukt.”
“Folk blev ved med at rane det.”
“Det er en lille pris at betale for skønhed.”
Goldman etablerer straks Butch som et karismatisk mundstykke til den quip-ready manuskriptforfatter, der kontrasterer pænt med Sundance Kid, Robert Redfords stiltiende skarpskytte. skabte to helte, der bryder den vestlige skimmel, hverken retfærdighedssøgende hvide hatte eller grizzled, latterlige sorte hatte, og ikke så traditionelt maskulin som begge parter. Butch er en mand, der værdsætter skønhed og kunst, men ikke har maven for vold; det er først sent i filmen, at vi (og ungen) opdager, at han aldrig før har skudt en mand, og han ser bedrøvet ud over at skulle gøre det. Han er en glædesøgende frem for alt andet: røver banker og tog er hans måde at leve let og nyde de syndige friheder, hans kald giver ham.
Publikum i 1969 var alt for glade at omfavne den lette, skæve ærbødighed hos Butch Cassidy og Sundance Kid efter en turbulent sommer, og Goldman, instruktør George Roy Hill, og de to umuligt smukke stjerner fik dem til at føle sig cool for at gøre det. True Grit havde udført godt tidligere på året som en tilbagevenden til genrenes fortid, hvilket gav John Wayne en ordentlig sejrskød, men Butch Cassidy var grundigt moderne, et stjerneskabende køretøj for Newman og Redford, der afspejlede et behov for, at genren skulle dreje siden og det føles lige så meget af sin tid som det er autentisk for Wyoming i slutningen af 1890’erne. Med Ross i centrum af en kærlighedstrekant mellem venner forsøgte filmen at bringe Jules og Jim til den amerikanske mainstream og tog en lektion fra den franske nye bølge om, hvordan man genopliver gammelt Hollywood-håndværk.
Det stadig fungerer spektakulært godt. Der er en alkymi op og ned i produktionen: Jack Lemmon, Steve McQueen og Warren Beatty fortsatte alle med at spille Sundance Kid, og ingen synes at være i stand til den stille tillid, som Redford besidder i rollen, som parrer så godt med Newman, at de to ville køre det tilbage igen med Hill et par år senere i The Sting.Pop doodling af Burt Bacharachs score er omtrent så langt fra en traditionel vestlig score som muligt, men det går på en eller anden måde sammen med sepia-glansen fra Conrad Halls fotografering, som brænder legenden om disse to mænd, mens deres historie stadig fortælles. Og mens Goldmans manuskript danser på kanten af glib, er det livligt og sofistikeret med et stærkt tema om de kapitalistiske kræfter, der virkelig tæmmede det vilde vesten.
Butch Cassidy og Sundance Kid er så god tid, at det tager et stykke tid at lægge mærke til, at det handler om slutningen af linjen for sine helte, hvis berømthed allerede er udbredt, når filmen åbner og i sidste ende fremskynder deres død. “Dine tider er forbi, og du vil dø blodig,” advarer en sheriff, profetisk, i en tidlig scene, og filmen handler for det meste om, at Butch og Sundance bliver jaget ud af Amerika af lejede våben og dø af bolivianske hænder De er for det meste skyldige i at stjæle fra den forkerte fyr: EH Harriman, jernbanemagnaten, bruger mere på at forsøge at fange dem, end de røver fra hans pengeskabe, men det er en mulighed for en magtfuld mand at sende en besked om, hvem der virkelig er i fyre som Butch og Sundance kan håndtere lokale lovgivere og halvhjertede ejendele, men de kan ikke bekæmpe fremskridt. Det vil EH Harrimans i verden sørge for.
- Del på Facebook
- Del på Twitter
- Del via e-mail
- Del på LinkedIn
- Del på Pinterest
- Del på WhatsApp
- Del på Messenger
