Diskussion
Rækken af AF på tværs af svangerskabsalderen er 8,05-19 cm, hvilket svarer til resultaterne fra nogle tidligere undersøgelser (6–12,17,18). Denne undersøgelse og nogle af de tidligere undersøgelser (6–12,17,18,) viste, at AFI aftager gradvist, når svangerskabsalderen skrider frem i tredje trimester til 42 uger, og at området for AFI i tredje trimester (28-42 uger) er inden for 8-25 cm. Ifølge Shripad et al. (11), er dette interval de verdensomspændende acceptable værdier. Rækken af AFI-værdier opnået i denne undersøgelse for de forskellige svangerskabsaldersgrupper i tredje trimester var imidlertid ikke identisk med tidligere undersøgelser (6-12,17,18) (fig. 1).
Sammenligning af den aktuelle undersøgelse med tidligere undersøgelser foretaget andre steder.
Variationen kunne være opstået på grund af geografisk placering , race og socioøkonomiske faktorer. Undersøgelser foretaget af Charma og Bobson (7) i den nordlige del af Nigeria og Agwu et al. (6) udført i det sydøstlige Nigeria var enige i denne undersøgelse. De rapporterede, at AF falder, når svangerskabsalderen stiger. Alao et al. (19), i den vestlige del af Nigeria, rapporterede et andet mønster, da de bemærkede, at AFI stiger, når graviditetsalderen skrider frem til sigt (42 uger). Undersøgelsen udført af Igbinidu et al. (20) i et lignende miljø (sydvestlige Nigeria) fandt et mønster, der delvis svarer til den nuværende undersøgelse og også Alao et al. (19). Igbinidu et al. (20) rapporterede, at AFI falder fra en svangerskabsalder på 28 uger til 36 uger og derefter stiger til sigt (≥40 uger). Igbinidu et al. (20) rapporterede, at dette muligvis skyldtes den nigerianske befolknings relative heterogenitet. Hvis minimum (5. percentil) og maksimum (95. percentil) af AFI blev betragtet som det normale interval, blev det bemærket, at de tilsvarende værdier også var forskellige i forskellige svangerskabsalder; jo mere avanceret svangerskabsalderen er, desto mindre er værdierne Tabel 1. Dette stemmer overens med de fleste af de tidligere undersøgelser (7–12).
Fosternyrerne er den største kilde til AF-produktion under den tredje trimester, og dette gøres ved hjælp af fostrets urinproduktion, mens fostrets synkning tegner sig for ca. halvdelen af den samlede mængde væske, der fjernes i tredje trimester (11). Der er sandsynligvis en større stigning i hastigheden og mængden af væskeindtagelse sammenlignet med vandløb i tredje trimester; dette kan redegøre for faldet i AF-volumen, når graviditetsalderen skrider frem i tredje trimester. Men på grund af de bemærkede variationer er denne nuværende undersøgelse i overensstemmelse med de tidligere undersøgelser (5,7,8,10-12), der viste, at AFI-standarder skal defineres for specifikke populationer for at eliminere variationer som følge af geografiske placeringer , race og socioøkonomiske grupper.
Der blev fundet signifikante sammenhænge mellem AFI’er og EFWT i alle svangerskabsaldersgrupperne hos de kvindelige fostre Tabel 2. Dette var i overensstemmelse med de fleste af de tidligere undersøgelser (13-15, 21,22), som rapporterede, at AFI korrelerede positivt med EFWT hos kvindelige fostre i tredje trimester. Der blev ikke fundet nogen signifikante sammenhænge mellem AFI’er og EFWT hos mandlige fostre i alle svangerskabsaldersgrupperne (tabel 2). Parveen et al. (14) og Sriram et al. (15) bemærkede imidlertid en signifikant positiv sammenhæng mellem AFI og EFWT hos mandlige fostre i graviditetsaldersgruppen over 38 uger. Det blev antydet, at forskellene i det hormonelle miljø mellem kvindelige og mandlige fostre kan være årsagen til korrelationen af AF og EFWT hos kvindelige fostre (14,23). Carber et al. (23) fandt, at østrogenbehandlede hunrotter havde højere vandindtag og større mængde fortyndet urinproduktion sammenlignet med kontroller. Dette kan skyldes abnormiteter i syntese og frigivelse af antidiuretisk hormon. Større kvindelige fostre forventes at have højere østrogenniveauer på grund af østrogenproduktion i deres fedtvæv, og dette kan påvirke syntesen, frigivelsen eller virkningen af antidiuretiske hormoner (15). Opdagelsen af Ademola et al. (24) og Nitin et al. (25) er ikke enige i denne undersøgelse. Ademola et al. (24) fandt en samlet korrelationskoefficient mellem AFI og EFWT at være 0,241 (P > 0,05). Han kategoriserede hverken dataene i mandlige og kvindelige eller grupperede dataene i svangerskabsaldersgrupper. Dette kunne være grunden til forskellen fra Ademola et al .’s undersøgelse. Nittin et al. (25) fandt den samme korrelationskoefficient i alle graviditetsaldersinddelinger (P > 0,05; r = 0,413) og grupperede ikke dataene i mand og kvinde. Dette kan være årsagen til forskellen i undersøgelsen sammenlignet med denne nuværende undersøgelse.
Fosterstørrelse bør derfor overvejes ved evaluering af AFI hos kvindelige fostre i alle svangerskabsaldersgrupper i tredje trimester. Hos mandlige fostre er det dog muligvis ikke nødvendigt at tage EFWT i betragtning i evalueringen af AFI. Regressionsligninger til forudsigelse af AFI ved anvendelse af den estimerede vægt af fosteret blev derfor afledt for de kvindelige fostre.
Som konklusion blev det normale interval for AFI-værdier for tredje trimester etableret og kunne bruges til at evaluere AFI i den undersøgte befolkning. EFWT bør tages i betragtning ved fortolkning af AFI for kvindelige fostre, men dette behøver ikke anvendes for mandlige fostre. At gennemføre denne undersøgelse i en større population pr. Kategori af fosteret ville hjælpe med validering af korrelationen af AFI med EFWT hos kvindelige fostre til klinisk anvendelse.
