Argumenter for etisk relativisme

Herodotus, den græske historiker fra det 5. århundrede f.Kr., fremførte denne opfattelse, da han observerede, at forskellige samfund har forskellige skikke, og at hver personen mener, at hans eget samfunds skik er bedst. Men intet sæt sociale skikke, sagde Herodot, er virkelig bedre eller værre end nogen anden. Nogle nutidige sociologer og antropologer har hævdet, at lignende moral, fordi det er et socialt produkt, udvikler sig forskelligt inden for forskellige kulturer. Hvert samfund udvikler standarder, der bruges af mennesker inden for det til at skelne acceptabel fra uacceptabel opførsel, og enhver vurdering af rigtigt og forkert forudsætter en eller anden af disse standarder. Ifølge disse forskere, hvis fremgangsmåder som polygami eller barnemord betragtes som rigtige i et samfund, så er de rigtige “for det samfund”, og hvis den samme praksis betragtes som forkert i et andet samfund, så er denne praksis forkert for Der findes ikke noget, der er “rigtigt” rigtigt, bortset fra disse sociale koder, for der er ingen kulturneutral standard, som vi kan appellere til for at bestemme, hvilket samfund der er korrekt. De forskellige sociale koder er alle, der findes.

En anden type argument for etisk relativisme skyldes den skotske filosof David Hume (1711–76), der hævdede, at moralsk tro er baseret på “sentiment” eller følelser snarere end på grund. Denne idé blev udviklet af det 20. århundredes skole for logisk positivisme og af senere filosoffer som Charles L. Stevenson (1908–79) og RM Hare (1919-2002), der mente, at det moralske sprogs primære funktion ikke er at angive fakta, men at udtrykke følelser af godkendelse eller misbilligelse over for en eller anden handling eller at påvirke andres holdninger og handlinger. I denne opfattelse, kendt som emotivisme, er ret og forkert i forhold til individuelle præferencer snarere end til sociale standarder.

Etisk relativisme er attraktiv for mange filosoffer og samfundsforskere, fordi det ser ud til at tilbyde den bedste forklaring på variationen i moralsk tro. Det giver også en plausibel måde at forklare, hvordan etik passer ind i verden, som den er beskrevet af moderne videnskab. Selvom den naturlige verden i sidste ende består af andet end værdineutrale fakta, siger relativisterne, har etik stadig et fundament i menneskelige følelser og sociale arrangementer. Endelig synes etisk relativisme særlig velegnet til at forklare dyden til tolerance. Hvis ens egne værdier og værdierne i ens samfund set fra et objektivt synspunkt ikke har nogen særlig status, så synes en holdning af “leve og lade leve” over for andres værdier passende.